Vi har, lagt om længe, fundet den helt rigtige lejlighed. Massere af plads, have, lækkert køkken, terrasse, plads til os alle sammen, stuk, trægulve – der er ikke noget at sætte finger på. Udover det fact, at mission flytning af midlertidigt afblæst. Det betyder, at vi måske ikke har noget sted at bo fra på fredag

Flytningen er der midlertidigt afblæst, ikke for good, bare med et par dage, heldigvis. Det betyder at vi har brugt fire dage på at pakke alle vores ting i flyttekasser, i troen om at vi skulle flytte mandag-tirsdag. Så nu da planerne er ændret og al planlægning absolut er ude af vores kontrol, har vi besluttet at få det bedste ud af den situation vi står i; papkasser, pastiskposer og BOXIT-flyttekasser til halsen, fødselsdag og fernisering inden for 11 dage, en dreng i weekenden og hele vores liv pakket ned og labelet.

Vi har derfor, i samråd med hinanden, besluttet at vi finder vores julelyskæde frem, sætter den op, laver en frugtskål, får noget iskoldt at drikke – og så bygger vi os fandme et fort! Det bliver skide godt, og så kommer det til at have indbygget tv!
Personligt glæder jeg mig pisse meget. Planerne er ændret og det er pisse surt, og jeg er mest af alt, latterligt skuffet og ked af det, men hvordan skulle et fort ikke kunne rette op på det? Et fort, er i min ordbog, bedre end at skulle slæbe kasser ned fra 2. sal.

Følelsen af, at natten har været for kort og alt for rodet. Når man vågner før vækkeuret ringer og håber på, at kl. ikke er mere end 04 ? realiteten er, at kl. er 6.50 og du skal op. Følelsen af intethed overtager din krop og du søger tillflugt under din dyne. Hulen under madrasen virker som et oplagt safeplace. Tanken om at du om lidt skal ud i kulden, have tøj på og gå el. cykle til skole virker en smule urealistisk og frem for alt, uoverskuelig. Klam. Til sidst får du hevet din røv ud over sengen. Ødelagt og træt. Weekenden virker som én stor illusion.

Du er oppe. Alting virker stadig uoverskueligt. Du pakker din taske; bøger, mapper, computer? Din lader er væk. Du tager afsted uden. Lort.

Du tager overtøj på og pakker dig ind ? kulden skal absolut ikke trænge igennem. Kulden smadrer dit ansigt og frosten river din hud af i små bidder; én efter én. Du trækker dit halstørklæde op så det dækker det meste af dit ansigt. Din hætte er trukket langt ned over dit hoved og det danner, sammen med dit halstørklæde, en vinter-burka. Dine headphones sidder latterligt dårligt i dine øre og prøver på at danne en form for musik, men det lyder allermest som vind i en højtaler.

Kl. er 7.47 og du ved at du med 100% sandsynlighed kommer for sent. Du er ligeglad ? det er mandag og du er indstillet på at klare dig igennem, uden at stresse og uden at lade dig irritere (ret meget). Alle lyskryds er røde. Flere biler kommer faretruende tæt på og du overvejer flere gange om føreren af bilen har tænkt sig at holde for dig ? eller om denne har tænk sig at køre dig ned, for derefter at køre videre. Upåvirket.

Du møder ind. Folk irriterer dig allerede. De snakker for meget og din computer mangler batteri.

Fucking mandag. Fucking træls mandag.

Jeg har fri om en time. Tirsdag føles lang og den minder mest af alt om en mandags tirsdag. Gåturen hjem begynder – og den føles allerede lang. Derhjemme venter chips, sodavand, en stor sofa, massere af dyner, planter i lange baner og fire fisk. Og rod. Massere af rod. Rod jeg ikke gider at rydde op. Det bliver liggende. Opvasken står der stadig – den må også gerne blive stående. Det er meget. Den er kæmpe. Den bliver nok hvor den er.

Jeg vil hjem, overstå min gåtur, putte under tonsvis af dyner, putte, se film på min computer – Ghibli, eller Avatar The Last Airbender. Jeg skal absolut intet andet i dag end at lave mad til min kæreste, når han kommer hjem. Film, chips, cola, sofa, dyner og Mikkel – når han kommer hjem. Engang.

Passe på mig. Holde om mine dyner i deres grimme blomstrede dynebetræk. Nyde film, lunken Cola og lyden af ingenting. Slappe af, og vente med at stresse over ansøgningsfristerne til de videregående uddannelser, opvasken og rodet til en anden dag.

Typisk kan man mærke det ? om dagen kommer til at indeholde angst. Uro i maven, en klump i halsen, en trang til at gemme sig og til at lukke alt andet end musikken ude, en frygt for at ?vi ses? bliver til farvel. Alle tegn der fortæller at noget ikke er som det burde ? dagen kan enten ende i kaos og endnu mere panik, eller også ender den i kaos under kontrol. Oftest er det sidstnævnte, heldigvis.

En fornemmelse af snurren i fingrene, i hovedet. En fornemmelse af at være magtesløs, at tingene er nytteløse og ligegyldige. Hovedet er fyldt af tanker, både overfladiske, men også af dem der får alting til at snurre endnu mere; alle de tunge, dem der skaber et tankemylder. Svimmelhed. Rysten og usikkerhed. Varme og kulde. Alt sammen på samme tid; én stor, klam, men alligevel beroligende, trykkende hånd der stille og roligt presser én imod jorden ? en hånd der holder én fra at flyde helt væk i angsten og tankerne, en hånd der hjælper med at indse at det bare er angsten der har taget over.

Angsten gør mig ikke bange, den gør mig til mig. Den gør mig stædig og selvstændig.

Til tider føler jeg, at angsten hjælper mig og gør mig mere viljestærk, præcis og at den bekræfter mig i, at jeg ikke bare kan give op. Et eller andet sted finder jeg styrke til at fortælle mig selv, at det handler om at være benhård og ikke lade sig selv nøjes, når man ved, at man fortjener det bedste. Andre gange, når den virkelig har sit greb i mig, føles alting fuldstændig ligegyldigt og jeg overtaler mig selv til at tro på, at jeg ikke dur til noget. Det eneste der kan hjælpe mig er søvn, dyner og Mikkel ? dette dulmer angsten og det greb den har, og det er her mine stædige Knudsen-gener sejrer og overbeviser mig om, at jeg kan lige præcis hvad jeg sætter mig for. Jeg kan ikke bare give op; jeg er den eneste der kan få mig ud af mit hoved.

Nej. Skal jeg have det sådan her hele tiden? Kan jeg godt holde en pause nu? Hvis jeg læser den her artikel færdig, så kan jeg vel holde pause uden af få skyldfølelse, ik?? Hvordan fanden finder jeg svaret på det her spørgsmål? Hvordan helvede opstiller jeg overhovedet den her opgave? Hvad kommer først ? redegørelse eller indledning? Jeg dumper. Jeg giver op. Har jeg tid til at spise? Bare ét stykke brød. Hvad med slik? Hvad hvis slik er en belønning, så må man vel godt.. Eller hvad? Emnet er sgu da let nok. Feminisme, kom nu. Du er kvinde… Pige, i hvert fald. Selvfølgelig kan du noget om det her… Ik’? Hov, jeg mangler da stadig én julegave; så hvis jeg nu bliver hvor jeg er og skriver, læser og internetshopper lidt, så er det vel i princippet stadig at arbejde på opgaven, ik?? Bestemt jo. Sådan må det være. Er der snart gået en time? ER DER ALLEREDE GÅET EN TIME? Fuck. Fuck. Fuck. Fucking. Jeg når det aldrig. Jeg har kun syv dage. No way. Hvad bliver udfaldet af min SSO? Dumper jeg? Pf, nej. Det er et godt emne ? jeg kan godt ? det skal nok gå fint. Super. Så mine bøger er ikke kommet? Jeg er fucked. Så begraver jeg bare mig selv her. Nåh, så du har skrevet syv sider? Jamen, det er da lækkert. Super. Godt. Fantastisk :-))))))) Hvor er strukturen? Skal der overhovedet været nogen struktur? Hvordan. Hvad? Facebook. Google. Hvad med Fronter? Nå, Twitter virker også som det rigtige sted at være. Nej? Ok. Fuck

Alene hjemme betyder alene tid, betyder at jeg kan slappe helt af og sidde i skær af stearinlys og tegne, lytte til musik eller se en god serie.
Tosomhed, tid med M og kærlighed betyder præcist det samme; jeg har været heldig og har fundet mig en skøn kæreste som værdsætter de samme ting som mig – det med at have tid til sig selv; at have en mig-aften, hvor man tager sig lidt ekstra tid til at være sig selv, at tage et langt, varmt bad, at smører sig ind i cremer, lækre shampooer, putte sig under dynen, lytte til musik eller en serie, måske endda bare ligge i fuldkommen stilhed, det er noget vi begge gør meget i og noget vi nyder, både sammen, men bestemt også hver for sig.

I denne uge er jeg alene hjemme. Her er tomt. Meget. Det er svært og kedeligt og for at være helt ærlig, så har jeg ikke specielt meget lyst til at være alene. Følelsen er meget uvant for mig – jeg plejer at være en sucker for alene tid, men efter at Mikkel og jeg er begyndt at se hinanden har jeg ikke følt at jeg har haft brug for den tid alene. Jeg er sammen med en person der giver mig så meget, en der hjælper og støtter mig i uendelige mængder, en der beroliger mig så meget med hans nærvær, at jeg egentlig foretrækker hans selvskab over mit eget.

Jeg hader at der er så tomt og kedeligt, men jeg nyder at savne ustyrligt meget og jeg glæder mig til at få ham hjem igen.

Jeg ønsker mig en stor, fed chokoladekage. En køretur og en gåtur langs vandet. Et glas juice ville være på sin plads. En 0,5L Faxi Kondi el. Sprite. Jeg ønsker mig et stk. pizzaslice med dressing. En dag derhjemme, under min dyne, med Mikkels varme hænder på min mave og ca. 100 afsnit af Dexter. Jeg ønsker mig en dag uden regninger og forpligtelser, uden opvask og beskidt vasketøj. Jeg er også et menneske. Kvinde ? ganske ung, 21, for at være helt præcis. Min skoledag er lang og mit overskud virker ærligtalt en smule fraværende. Min fritid er begrænset og vores lejlighed er en smule lille ? hvor skal alle mine planter stå? Jeg ønsker mig større vindueskarme, flere hylder og flere kys. Mere Mikkel. Flere dage med Elias ? flere skøre idéer, mere kridt. Flere morgener med put og grin. Jeg ønsker mig samtidig også flere weekender kun bestående af min kæreste, jeg og vores venner, aftner med øl, gin og tonic, tequila-shots og musik. Jeg håber på en større lejlighed, men det er egentlig ikke noget der haster, det er vel egentlig bare endnu en ting at kigge lidt på og, eller endnu mere plads til mine kaktusser og hængeplanter. Endnu mere plads at rode på, endnu mere plads til mig og min lille familie. Endnu mere plads at være os på. Jeg glæder mig. Jeg er glad, måske endda lidt for glad. Mest for Mikkel. Taknemlig, måske. Mest af alt.

Jeg ønsker mig en stor, fed chokoladekage. En køretur og en gåtur langs vandet. Et glas juice ville være på sin plads. En 0,5L Faxi Kondi el. Sprite. Jeg ønsker mig et stk. pizzaslice med dressing. En dag derhjemme, under min dyne, med Mikkels varme hænder på min mave og ca. 100 afsnit af Dexter. Jeg ønsker mig en dag uden regninger og forpligtelser, uden opvask og beskidt vasketøj. Jeg er også et menneske. Kvinde ? ganske ung, 21, for at være helt præcis. Min skoledag er lang og mit overskud virker ærligtalt en smule fraværende. Min fritid er begrænset og vores lejlighed er en smule lille ? hvor skal alle mine planter stå? Jeg ønsker mig større vindueskarme, flere hylder og flere kys. Mere Mikkel. Flere dage med Elias ? flere skøre idéer, mere kridt. Flere morgener med put og grin. Jeg ønsker mig samtidig også flere weekender kun bestående af min kæreste, jeg og vores venner, aftner med øl, gin og tonic, tequila-shots og musik. Jeg håber på en større lejlighed, men det er egentlig ikke noget der haster, det er vel egentlig bare endnu en ting at kigge lidt på og, eller endnu mere plads til mine kaktusser og hængeplanter. Endnu mere plads at rode på, endnu mere plads til mig og min lille familie. Endnu mere plads at være os på. Jeg glæder mig. Jeg er glad, måske endda lidt for glad. Mest for Mikkel. Taknemlig, måske. Mest af alt.

Irritation både over mig selv og den indstilling jeg har til de nederlag der nogle gange rammer, men sørme også over min lære, som ikke forstår at forklare hendes eget fag. Det er sådanne ting der gør mig umotiveret og gør, at jeg har svært ved at holde mit fokus og min koncentration; hvilket betyder at jeg ikke får de karakterer jeg skal bruge for at komme ind på min videregående uddannelse ? og det er her min indstilling til tingene kommer ind i billedet, for når ikke opnår det jeg regner med at jeg kan, så bliver jeg skuffet over mig selv og så rammer jeg et hul og bliver der. Gerne et par dage. Helst. Derudover er der følelsen af manglende overskud, som gør, at jeg hverken har lyst til at stå op for at gå i skole eller til at træne, at jeg ikke har lyst til at lave mad til min kæreste og jeg, at jeg ikke føler, at jeg har tiden til at lave lektier ? og så er det, at vi igen rammer den første følelse, derudover føler jeg, at jeg har en forpligtelse overfor min omverden; jeg skal være stræk, men har ikke overskuddet til at arbejde med mig selv og så rammer jeg igen det tidligere omtalte hul. Når vi så snakker uddannelse og manglende overskud, så rammer tankerne om mine forventninger til mit liv. Har jeg nået mine mål? Kommer jeg til at nå mine mål og de ting jeg sætter mig for? Jeg har min tvivl, mange gange. Andre gange har jeg også en fuldkommen overbevisning om, at jeg selvfølgelig nok skal opnå det jeg sætter mig for, fordi jeg bl.a. overkommer mine egne grænser. Grænser som jeg har arbejdet meget på her de sidste tre dage; jeg har gjort ufatteligt mange ting, som jeg absolut ikke tænkte at jeg nogensinde ville turde, de sidste tre dage. Jeg har højdeskræk, så det gør en ting ? alligevel hoppede jeg fra tre meter vippen, to gange. Jeg har derudover også angst for at dø, panikangst ? og alligevel satte jeg mig op på en hest, og lærte at ride trav, så sent som i går. Som det sidste, men måske også en af de ting der krævede mest af mit mod, satte jeg mig ned og skrev en ansøgning til et job, som jeg er overbevist om, at jeg ikke får ? fordi jeg bliver nødt til at modbevise mig selv og lære, at stole på, at jeg har en positiv fremtid. Jeg ønsker at ændre min indstilling til noget positivt, jeg ønsker at ændre min indstilling til tingene, til noget jeg rent faktisk kan bruge til noget ? jeg ønsker mig så inderligt, at jeg lærer mig selv, at se muligheder i stedet for begrænsninger.

Nogle gange er jeg ked af at jeg ikke er nået længere end jeg er. Jeg er alligevel 21 år gammel ? lige om seks måneder er jeg altså 22 og stadig i gang med min HF. Mange af mine venner er i gang med deres videregående uddannelse og her sidder jeg ? i gang med en synopsis til en samfunds og historie opg. som jeg ikke er helt sikker på, at jeg faktisk forstår. Og alligevel.

Og alligevel er jeg nået langt. Jeg er vokset meget. Jeg har alligevel en hel del erfaring ? måske ikke når det kommer til skole og det at være boglig, men livserfaring siges at være en hel del vigtigere. Nogle gange. Ik??

Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil nøjes med et job jeg ikke sætter pris på; jeg vil have et job jeg glæder mig til. Hver dag.
Og alligevel, vil jeg være hurtigt færdig og i gang med arbejdslivet, men efter jeg er blevet ældre og har fundet ud af, at det der med at score 12-taller på linje, ikke er helt ligeså let som i folkeskolen, så var ideen om at køre en mere afslappet stil lidt mere tiltalende.

Jeg vil stadig rigtig gerne ud og arbejde. Jeg vil stadig rigtig gerne tage mig god tid og jeg vil stadig, absolut ikke, nøjes.

Jeg er alligevel kun 21 år gammel ? om seks måneder er jeg 22. Jeg har en vidunderlig kæreste og et dejligt hjem. Til sommer er jeg færdig med min HF, og så kan jeg endelig få min hue på, komme ud og få endnu mere erfaring. Dernæst kan jeg komme ud og rejse og når jeg så engang kommer hjem kan jeg forhåbentlig opfylde min egen drøm og blive jordemoder.

Men, der er længe, længe til.