Tidlig, tidlig. 5.45.
Der er ingen morgenmad i lejligheden – selvforskyldt og bestemt, overhovedet ikke gennemtænkt eller på nogen anden måde besluttet med god samvittighed. Betegnelsen for dette må være dovenskab, og bevares, det var det.
Morgenen føles ikke tung, som de fleste andre, måske fordi nervøsiteten og spændigen så småt er ved at melde deres ankomst. Den fraværende morgenmad bliver skyllet væk med iskold vand. Dagens make up bliver lagt – on point. Det er sgu alligevel godt timet, at jeg formåede at undlade det daglige prik i øjet med mascaraen. Well done. Tak. Håret.. Er langt og ustyrligt. Dvs. kort i en sådan længde, at det hverken sidder, ligger eller gør noget som helst andet, end bare at være brændpunktet for irritation. Tøjet kommet på, det sidder hvor det skal. Super. Morgenkys bliver tildelt og udleveret. De gule Vans kommer på og aldrig har jeg været så farvestrålende som i dag. Første dag som sygeplejerskestuderende, så kommer man sgu da i blå, sort og gul, flasher alle sine tatoveringer og sit grå, grå (ustyrlige) hår.

Turen går til toget.
Der er fart under fødderne, og højt musik i ørene. Jeg er i god tid. Jeg var i god tid – indtil min skæbne blev lagt i hænderne på DSB. 15 minutter senere en planlagt ankommer vi til Vejle og eneste mulighed er at tage bussen, selvom planen var at gå. Ved skolen bliver vi mødt af tutore i pinke trøjer. Skansen er lagt.
University Collage Lillebælt, sygeplejerske uddannelsen, 2016-2020.