Overskriften beskriver, hvor midt vedkommende, alle hverdags morgener ret præcist. Jeg har hverken overskuddet eller tiden til at bekymre mig om ens strømper eller om hvorvidt der er huller i dem, eller ej. En typisk morgen for mig går på, at stirre sammenkneben på min telefon, for at tjekke de sociale medier – måske er det i virkeligheden bare for at have en undskyldning, for at blive under dynen en smule længere. Herefter trasker jeg ud på toilettet, for at gøre business og for at gøre mit ansigt og jeg selv mere jordiske at kigge på. Morgenmaden bliver indtaget med dybe suk, og en vred stirren ud i mørket, udenfor vinduet. Jeg hader efterår, men jeg er vild med stearinlysene i selv samme vindue om aftenen. Herefter laver jeg madpakke, hvis jeg har tid og hvis jeg vi har noget i køleskabet der virker bare en smule indbydende; boller og kyllingpålæg er the shit på min madpakke.

Min morgen er tæt pakket og jeg vil helt ærligt hellere bruge lidt længere tid under dynen, sammen med min kæreste end at skulle bruge et kvarter på at lede efter strømper der matcher. Der er alligevel ingen der kommer til at se dem – før jeg smider skoene på skolen.

Forskellige strømper er også en form for livsstil.

Det er lørdag. Jeg er alene hjemme, i en lejlighed hvor intet er kommet helt på plads: Internettet har endnu ikke fundet sin vej hertil ? og det kommer ikke før d. 21. Sengen ligger stadig på gulvet, fordi der endnu ikke er bygget en ramme til den. Mikkel er i Brørup og udsigterne til selskab, med andre end mig selv, er lange. Mulighederne er begrænsede, når man bor alene for en weekend og ikke har bil. Derfor har jeg gjort flg.: Vasket tøj, hængt tøj op. Tømt og fyldt vaskemaskine. Hængt Mikkels studenterhue op. Redt seng og rodet i kasser. Lavet indledning til den engelsk aflevering jeg har for til min fødselsdag. Lavet morgenmad. Skrevet opskrifter ned og ledt efter søm i en alt for rodet værktøjskasse. Jeg forstår ikke hvorfor mørket endnu ikke er brudt frem; jeg har været oppe siden kl. 9. – det må da snart være tid til at gadelygterne bliver tændt, eftersom kl. er 11. 43!

Den her lørdag må være den kedeligste til dato. Jeg har absolut ingen motivation til noget, overhovedet. Selvom der er en halv million afleveringer der skal laves og en fernisering som skal planlægges og færdiggøres.

Bloggen står stille – også selvom jeg hver dag er inde for at tvinge mig selv til at skrive. Det bliver godt nok, fortæller jeg mig selv, men det bliver aldrig helt så tilfredsstillende, at jeg har lysten og modet til at udgive det. Nu er jeg gået imod alle mine principper og har taget valget om at udgive indlæget her, uanset udfald. Uanset blev der sagt.

I øjeblikket rummer min krop ikke ret meget andet end kærlighed, frustration og progression. Kærlighed til Mikkel, Elias, min mor, far og lillebror og ikke mindst de folk der står der for mig hver dag og hjælper mig igennem det hysteri jeg nu engang får bragt mig selv ud i.

Frustrationen går ud i, at bloggen ganske enkelt står latterligt stille og det piner mig. Jeg vil så gerne spytte og sprøjte indlæg ud over det hele, men jeg er simpelthen tømt for ideer. Hvilket i sig selv er en stor fed løgn – jeg er fyldt med ideer og de er endda blevet skrevet ned; jeg er bare usikker på om det er noget I kunne have nogen form for interesse i at læse.

Progression er derimod noget helt, helt andet: jeg er begyndt at træne og jeg er faktisk nået der til hvor jeg gerne vil træne to gange om dagen. Jeg er måske den sidste på jorden som burde betræde gulvet i et træningscenter, men ikke detstromindre er det altså det jeg har begivet mig ud i. Forhåbentlig smitter denne progression af på bloggen også; man har da lov at håbe.