Typisk kan man mærke det ? om dagen kommer til at indeholde angst. Uro i maven, en klump i halsen, en trang til at gemme sig og til at lukke alt andet end musikken ude, en frygt for at ?vi ses? bliver til farvel. Alle tegn der fortæller at noget ikke er som det burde ? dagen kan enten ende i kaos og endnu mere panik, eller også ender den i kaos under kontrol. Oftest er det sidstnævnte, heldigvis.

En fornemmelse af snurren i fingrene, i hovedet. En fornemmelse af at være magtesløs, at tingene er nytteløse og ligegyldige. Hovedet er fyldt af tanker, både overfladiske, men også af dem der får alting til at snurre endnu mere; alle de tunge, dem der skaber et tankemylder. Svimmelhed. Rysten og usikkerhed. Varme og kulde. Alt sammen på samme tid; én stor, klam, men alligevel beroligende, trykkende hånd der stille og roligt presser én imod jorden ? en hånd der holder én fra at flyde helt væk i angsten og tankerne, en hånd der hjælper med at indse at det bare er angsten der har taget over.

Angsten gør mig ikke bange, den gør mig til mig. Den gør mig stædig og selvstændig.

Til tider føler jeg, at angsten hjælper mig og gør mig mere viljestærk, præcis og at den bekræfter mig i, at jeg ikke bare kan give op. Et eller andet sted finder jeg styrke til at fortælle mig selv, at det handler om at være benhård og ikke lade sig selv nøjes, når man ved, at man fortjener det bedste. Andre gange, når den virkelig har sit greb i mig, føles alting fuldstændig ligegyldigt og jeg overtaler mig selv til at tro på, at jeg ikke dur til noget. Det eneste der kan hjælpe mig er søvn, dyner og Mikkel ? dette dulmer angsten og det greb den har, og det er her mine stædige Knudsen-gener sejrer og overbeviser mig om, at jeg kan lige præcis hvad jeg sætter mig for. Jeg kan ikke bare give op; jeg er den eneste der kan få mig ud af mit hoved.

Jeg vil hjem og bage den chokoladekage jeg har haft planlagt at smække sammen den sidste uge, men i stedet skal jeg i svømmehallen og lære børn at svømme. Jeg har lyst til kys og varme fingre på min mave, men jeg er i skole og M er på arbejde, så det må vente. Jeg drømmer mig væk til et sted hvor min hjerne er fyldt med lækre ideer til endnu mere vidunderlige indlæg, men virkeligheden bliver ved med at hamre mig i hovedet. Jeg har lyst til flere meter sne, men det hele er slud og sjask – så giv mig da noget sommer, nogle festivaller og øl på stranden. Jeg drømmer om flere LP plader, men mad er måske mere nødvendigt. Jeg kunne også godt tænke mig flere planter i de tomme betonpotter der står hjemme i vinduet, men der er også bare fyldt godt op i forvejen. Mængden af bøger der skal læses kan ikke beskrives, men hvor finder man nogen der fanger én på lige præcis dén der måde? Jeg ønsker mig inderligt at færdiggøre HF, men jeg er hverken klar til eksamener eller til at se endnu en voksen-ting i øjnene, endnu.

Bloggen står stille – også selvom jeg hver dag er inde for at tvinge mig selv til at skrive. Det bliver godt nok, fortæller jeg mig selv, men det bliver aldrig helt så tilfredsstillende, at jeg har lysten og modet til at udgive det. Nu er jeg gået imod alle mine principper og har taget valget om at udgive indlæget her, uanset udfald. Uanset blev der sagt.

I øjeblikket rummer min krop ikke ret meget andet end kærlighed, frustration og progression. Kærlighed til Mikkel, Elias, min mor, far og lillebror og ikke mindst de folk der står der for mig hver dag og hjælper mig igennem det hysteri jeg nu engang får bragt mig selv ud i.

Frustrationen går ud i, at bloggen ganske enkelt står latterligt stille og det piner mig. Jeg vil så gerne spytte og sprøjte indlæg ud over det hele, men jeg er simpelthen tømt for ideer. Hvilket i sig selv er en stor fed løgn – jeg er fyldt med ideer og de er endda blevet skrevet ned; jeg er bare usikker på om det er noget I kunne have nogen form for interesse i at læse.

Progression er derimod noget helt, helt andet: jeg er begyndt at træne og jeg er faktisk nået der til hvor jeg gerne vil træne to gange om dagen. Jeg er måske den sidste på jorden som burde betræde gulvet i et træningscenter, men ikke detstromindre er det altså det jeg har begivet mig ud i. Forhåbentlig smitter denne progression af på bloggen også; man har da lov at håbe.