Min søgen efter et navneskilt har været lang, dyre og mildeste talt træls.
Jeg læser til sygeplejerske og derfor er normen, at man bestiller sit udstyr, dvs. ur, lommebeskytter og ikke mindst navneskilt fra sygeplejerbutikken, men da både deres kvalitet er dårlig, deres kundeservice intetsigende og slet ikke behjælpelig, besluttede jeg mig for, at finde et andet sted at handle.

Jeg fald over Skiltmax.dk og fandt ud af hvor billigt mit skilt kunne blive, ift. alle de andre steder jeg havde prøvet. Bestillingen var lige til, nem af finde rundt i og så var mulighederne for design helt perfekte og slet ikke lige så alm. og kedelige som de andre sider jeg havde undersøgt. Det var helt oplagt at jeg skulle bestille hos dem, og resultatet blev flg. for sølle 66,- med forsendelse. Den er derudover hurtigt fremme!
Personligt er jeg ret vild med det!

Her i eftermiddags satte Mikkel en kortfilm på. En genre der normalt overhovedet ikke tiltaler mig eller mit film-elskende hjerte. Normalt forbinder jeg kortfilm med Charlie Chaplin og hans latterlige stok. Noget jeg ikke helt er med på og noget, jeg egentlig mener, er fuldkommen unødvendigt, kedeligt. Dog gav jeg det et skud – og jeg blev betaget i en sådan græd, at jeg flere gange med revet så meget med, at jeg sad med tåre i øjnene og tænkte; ‘gør nu noget! kæmp for dine ord!’

Personligt er jeg selv vild med film, jeg er en sucker for ord og jeg er dybt afhængig af at skrive og af at danne og dreje sætninger i mit hoved. Jeg har skrevet siden jeg var lille, og jeg har altid forbundet det med en form for frihed. Jeg har skrevet på papir, i hånden, på skrivemaskine, med store fede tuscher og nu på min elskede MacBook. Jeg elsker ordene, sort på hvidt – og bøger. I min verden er det noget af det mest fantastiske, hvis de har noget at fortælle!

Anywho.
Det jeg ville vise jer var kortfilmen. Jeg er vil med den, så meget, at jeg ville ønske at det var en film! Hov, og så er det jo forresten en Oscar vinder!
Jeg håber, at I vil give den en chance! Skriv endelig til mig og fortæl hvordan I har det med den, og hvordan I oplever historien.

Overskriften beskriver, hvor midt vedkommende, alle hverdags morgener ret præcist. Jeg har hverken overskuddet eller tiden til at bekymre mig om ens strømper eller om hvorvidt der er huller i dem, eller ej. En typisk morgen for mig går på, at stirre sammenkneben på min telefon, for at tjekke de sociale medier – måske er det i virkeligheden bare for at have en undskyldning, for at blive under dynen en smule længere. Herefter trasker jeg ud på toilettet, for at gøre business og for at gøre mit ansigt og jeg selv mere jordiske at kigge på. Morgenmaden bliver indtaget med dybe suk, og en vred stirren ud i mørket, udenfor vinduet. Jeg hader efterår, men jeg er vild med stearinlysene i selv samme vindue om aftenen. Herefter laver jeg madpakke, hvis jeg har tid og hvis jeg vi har noget i køleskabet der virker bare en smule indbydende; boller og kyllingpålæg er the shit på min madpakke.

Min morgen er tæt pakket og jeg vil helt ærligt hellere bruge lidt længere tid under dynen, sammen med min kæreste end at skulle bruge et kvarter på at lede efter strømper der matcher. Der er alligevel ingen der kommer til at se dem – før jeg smider skoene på skolen.

Forskellige strømper er også en form for livsstil.