Min søgen efter et navneskilt har været lang, dyre og mildeste talt træls.
Jeg læser til sygeplejerske og derfor er normen, at man bestiller sit udstyr, dvs. ur, lommebeskytter og ikke mindst navneskilt fra sygeplejerbutikken, men da både deres kvalitet er dårlig, deres kundeservice intetsigende og slet ikke behjælpelig, besluttede jeg mig for, at finde et andet sted at handle.
Jeg fald over Skiltmax.dk og fandt ud af hvor billigt mit skilt kunne blive, ift. alle de andre steder jeg havde prøvet. Bestillingen var lige til, nem af finde rundt i og så var mulighederne for design helt perfekte og slet ikke lige så alm. og kedelige som de andre sider jeg havde undersøgt. Det var helt oplagt at jeg skulle bestille hos dem, og resultatet blev flg. for sølle 66,- med forsendelse. Den er derudover hurtigt fremme!
Personligt er jeg ret vild med det!
Overskriften beskriver, hvor midt vedkommende, alle hverdags morgener ret præcist. Jeg har hverken overskuddet eller tiden til at bekymre mig om ens strømper eller om hvorvidt der er huller i dem, eller ej. En typisk morgen for mig går på, at stirre sammenkneben på min telefon, for at tjekke de sociale medier – måske er det i virkeligheden bare for at have en undskyldning, for at blive under dynen en smule længere. Herefter trasker jeg ud på toilettet, for at gøre business og for at gøre mit ansigt og jeg selv mere jordiske at kigge på. Morgenmaden bliver indtaget med dybe suk, og en vred stirren ud i mørket, udenfor vinduet. Jeg hader efterår, men jeg er vild med stearinlysene i selv samme vindue om aftenen. Herefter laver jeg madpakke, hvis jeg har tid og hvis jeg vi har noget i køleskabet der virker bare en smule indbydende; boller og kyllingpålæg er the shit på min madpakke.
Min morgen er tæt pakket og jeg vil helt ærligt hellere bruge lidt længere tid under dynen, sammen med min kæreste end at skulle bruge et kvarter på at lede efter strømper der matcher. Der er alligevel ingen der kommer til at se dem – før jeg smider skoene på skolen.
Forskellige strømper er også en form for livsstil.
Tidlig, tidlig. 5.45.
Der er ingen morgenmad i lejligheden – selvforskyldt og bestemt, overhovedet ikke gennemtænkt eller på nogen anden måde besluttet med god samvittighed. Betegnelsen for dette må være dovenskab, og bevares, det var det.
Morgenen føles ikke tung, som de fleste andre, måske fordi nervøsiteten og spændigen så småt er ved at melde deres ankomst. Den fraværende morgenmad bliver skyllet væk med iskold vand. Dagens make up bliver lagt – on point. Det er sgu alligevel godt timet, at jeg formåede at undlade det daglige prik i øjet med mascaraen. Well done. Tak. Håret.. Er langt og ustyrligt. Dvs. kort i en sådan længde, at det hverken sidder, ligger eller gør noget som helst andet, end bare at være brændpunktet for irritation. Tøjet kommet på, det sidder hvor det skal. Super. Morgenkys bliver tildelt og udleveret. De gule Vans kommer på og aldrig har jeg været så farvestrålende som i dag. Første dag som sygeplejerskestuderende, så kommer man sgu da i blå, sort og gul, flasher alle sine tatoveringer og sit grå, grå (ustyrlige) hår.
Turen går til toget.
Der er fart under fødderne, og højt musik i ørene. Jeg er i god tid. Jeg var i god tid – indtil min skæbne blev lagt i hænderne på DSB. 15 minutter senere en planlagt ankommer vi til Vejle og eneste mulighed er at tage bussen, selvom planen var at gå. Ved skolen bliver vi mødt af tutore i pinke trøjer. Skansen er lagt.
University Collage Lillebælt, sygeplejerske uddannelsen, 2016-2020.
Måske er det fordi det er sommer, måske er det forbi musikken er høj og alt overdøvende, måske er det fordi næste weekend byder på Grim Festival enten på sceneholdet eller som samarit, måske er det fordi Mikkel og jeg har været sammen i et år – i morgen, måske er det bare det hele der gør, at alting føles i smule lettere og mere overskueligt.
Jeg er blevet opsagt på mit arbejde, jeg kom ikke på Roskilde og jeg har ikke overholdt mit løfte omkring træning – men, jeg har alligevel haft et helt særligt overskud de seneste par uger. Jeg har søgt nyt arbejde, og det betyder at der ligger en jobsamtale og venter på mig i næste uge. Jeg har stået tidligt op og har virkelig fået noget ud af dagen – samtidig har jeg fundet ud af, at jeg bliver meget gladere af bare at stå op, i stedet for at sove længe. Rytmen og følelsen af hverdag har fået en anden betydning, nu hvor jeg er færdig med skole og venter på (forhåbentligt) nyt arbejde og ny skole.
Mikkel og jeg har været sammen i et år i morgen og selvom det føles som om det var i går at vi fandt sammen, så føler jeg også at vi har kendt hinanden hele livet. Jeg vil ikke være ham foruden, det er en ting der er helt sikkert – og om ikke andet, så er jeg mindst lige så forelsket i ham, som jeg var for et år siden. Sommerfuglene er stadig at finde i min mave. Heldigvis.
Måske er det fordi det er sommer, måske er det forbi musikken er høj og alt overdøvende, måske er det fordi næste weekend byder på Grim Festival enten på sceneholdet eller som samarit, måske er det fordi Mikkel og jeg har været sammen i et år – i morgen, måske er det bare det hele der gør, at alting føles i smule lettere og mere overskueligt.
Jeg er blevet opsagt på mit arbejde, jeg kom ikke på Roskilde og jeg har ikke overholdt mit løfte omkring træning – men, jeg har alligevel haft et helt særligt overskud de seneste par uger. Jeg har søgt nyt arbejde, og det betyder at der ligger en jobsamtale og venter på mig i næste uge. Jeg har stået tidligt op og har virkelig fået noget ud af dagen – samtidig har jeg fundet ud af, at jeg bliver meget gladere af bare at stå op, i stedet for at sove længe. Rytmen og følelsen af hverdag har fået en anden betydning, nu hvor jeg er færdig med skole og venter på (forhåbentligt) nyt arbejde og ny skole.
Mikkel og jeg har været sammen i et år i morgen og selvom det føles som om det var i går at vi fandt sammen, så føler jeg også at vi har kendt hinanden hele livet. Jeg vil ikke være ham foruden, det er en ting der er helt sikkert – og om ikke andet, så er jeg mindst lige så forelsket i ham, som jeg var for et år siden. Sommerfuglene er stadig at finde i min mave. Heldigvis.
Følelsen af, at natten har været for kort og alt for rodet. Når man vågner før vækkeuret ringer og håber på, at kl. ikke er mere end 04 ? realiteten er, at kl. er 6.50 og du skal op. Følelsen af intethed overtager din krop og du søger tillflugt under din dyne. Hulen under madrasen virker som et oplagt safeplace. Tanken om at du om lidt skal ud i kulden, have tøj på og gå el. cykle til skole virker en smule urealistisk og frem for alt, uoverskuelig. Klam. Til sidst får du hevet din røv ud over sengen. Ødelagt og træt. Weekenden virker som én stor illusion.
Du er oppe. Alting virker stadig uoverskueligt. Du pakker din taske; bøger, mapper, computer? Din lader er væk. Du tager afsted uden. Lort.
Du tager overtøj på og pakker dig ind ? kulden skal absolut ikke trænge igennem. Kulden smadrer dit ansigt og frosten river din hud af i små bidder; én efter én. Du trækker dit halstørklæde op så det dækker det meste af dit ansigt. Din hætte er trukket langt ned over dit hoved og det danner, sammen med dit halstørklæde, en vinter-burka. Dine headphones sidder latterligt dårligt i dine øre og prøver på at danne en form for musik, men det lyder allermest som vind i en højtaler.
Kl. er 7.47 og du ved at du med 100% sandsynlighed kommer for sent. Du er ligeglad ? det er mandag og du er indstillet på at klare dig igennem, uden at stresse og uden at lade dig irritere (ret meget). Alle lyskryds er røde. Flere biler kommer faretruende tæt på og du overvejer flere gange om føreren af bilen har tænkt sig at holde for dig ? eller om denne har tænk sig at køre dig ned, for derefter at køre videre. Upåvirket.
Du møder ind. Folk irriterer dig allerede. De snakker for meget og din computer mangler batteri.
Jeg har fri om en time. Tirsdag føles lang og den minder mest af alt om en mandags tirsdag. Gåturen hjem begynder – og den føles allerede lang. Derhjemme venter chips, sodavand, en stor sofa, massere af dyner, planter i lange baner og fire fisk. Og rod. Massere af rod. Rod jeg ikke gider at rydde op. Det bliver liggende. Opvasken står der stadig – den må også gerne blive stående. Det er meget. Den er kæmpe. Den bliver nok hvor den er.
Jeg vil hjem, overstå min gåtur, putte under tonsvis af dyner, putte, se film på min computer – Ghibli, eller Avatar The Last Airbender. Jeg skal absolut intet andet i dag end at lave mad til min kæreste, når han kommer hjem. Film, chips, cola, sofa, dyner og Mikkel – når han kommer hjem. Engang.
Passe på mig. Holde om mine dyner i deres grimme blomstrede dynebetræk. Nyde film, lunken Cola og lyden af ingenting. Slappe af, og vente med at stresse over ansøgningsfristerne til de videregående uddannelser, opvasken og rodet til en anden dag.
Jeg vil hjem og bage den chokoladekage jeg har haft planlagt at smække sammen den sidste uge, men i stedet skal jeg i svømmehallen og lære børn at svømme. Jeg har lyst til kys og varme fingre på min mave, men jeg er i skole og M er på arbejde, så det må vente. Jeg drømmer mig væk til et sted hvor min hjerne er fyldt med lækre ideer til endnu mere vidunderlige indlæg, men virkeligheden bliver ved med at hamre mig i hovedet. Jeg har lyst til flere meter sne, men det hele er slud og sjask – så giv mig da noget sommer, nogle festivaller og øl på stranden. Jeg drømmer om flere LP plader, men mad er måske mere nødvendigt. Jeg kunne også godt tænke mig flere planter i de tomme betonpotter der står hjemme i vinduet, men der er også bare fyldt godt op i forvejen. Mængden af bøger der skal læses kan ikke beskrives, men hvor finder man nogen der fanger én på lige præcis dén der måde? Jeg ønsker mig inderligt at færdiggøre HF, men jeg er hverken klar til eksamener eller til at se endnu en voksen-ting i øjnene, endnu.
Kl. 14.45: Jeg har nået det punkt hvor min hjerne er overophedet og panikken har spredt sig. Jeg er sunket på dybt at Johnny Hefty og Jødens sange giver mening ? jeg er nået dertil hvor bogstaver er fuldstændig ligegyldige i mine sætninger.
Kl. 16.05: Og jeg er nået dertil hvor jeg har lyst til at gå ud og hænge mig selv. Tvivlen er der endnu og overbevisningen om, at jeg ikke når det eksisterer stadig; og den virker overbevisende, hånende og som en klam klud viklet om mit hoved som en turban har den fat i mig.
Kl. 16.44: Tiden eksisterer ikke længere. Bogstaver, ord og sætninger er stadig ikke noget jeg gør mig i ? åbenbart. Jeg ser absolut ingen ende på den her opg. Der bliver ved med at være usikkerhed. Jeg har lige slettet 2000 anslag. Held og lykke.
Kl. 18.55: For halvanden time siden lagde jeg mit på gulvet i en kugle, med min dyne over mig; overbevist om at jeg aldrig mere skulle skrive på min redegørelse ? det var indtil min kære kusine Mai besluttede sig for andet. Jeg har haft kvalme og har navngivet det + snot og gråd til ?computersyge?, sådan må det være. Jeg har fået mussearm ? i den arm jeg ikke bruger. Bonus. Jeg har taget dyne tøfler på fødderne og dyne over hovedet. Dynehat og/eller turban.
Kl. 19.53: Mit håndled gør absurd ondt og jeg er overbevist om at det skyldes mangel på pizza i den her lejlighed. Så det har jeg gjort noget ved? Eller, det bliver der i hvert fald gjort noget ved, om en halv times tid! Jeg er næsten færdig med at besvare de første spørgsmål i min problemformulering, så det går fremad ? håber jeg. Jeg er tilbage på min stol, indpakket i dyne og denne gang iført strømper; endnu mere fremgang. Dét burde næsten give point. Jeg mangler stadig næsten 14.000 anslag?.. Skyd. Mig.
22.28: Jeg har fået min pizza. Jeg har ni sider, 13.501 antastninger.. Måske er der mulighed for overlevelse!
Essensen af min dag har været frustration og fortvivlelse – forvirringen sidder der endnu, dog ikke i lige så voldsom en grad; måske mest fordi jeg har sat på den samme stol hele dagen. Jeg har vadet frem og tilbage mellem stue – køkken – og toilet siden kl. 11.08. Jeg har derudover også været på arbejde, hvor jeg har badet med børnene i tre timer og nu er jeg tilbage på den førnævnte stol. Træt. Frustreret og måske endda mest af alt forvirret.
Dagen er ikke slut endnu – der er kamp til stregen. Mit hoved vs. min krop. Sidst nævnte er smadret og udmattet pga. tre timer i svømmehallen, men mit hoved er klart, eller så godt som.
