SYG I HOVEDET

Typisk kan man mærke det ? om dagen kommer til at indeholde angst. Uro i maven, en klump i halsen, en trang til at gemme sig og til at lukke alt andet end musikken ude, en frygt for at ?vi ses? bliver til farvel. Alle tegn der fortæller at noget ikke er som det burde ? dagen kan enten ende i kaos og endnu mere panik, eller også ender den i kaos under kontrol. Oftest er det sidstnævnte, heldigvis.

En fornemmelse af snurren i fingrene, i hovedet. En fornemmelse af at være magtesløs, at tingene er nytteløse og ligegyldige. Hovedet er fyldt af tanker, både overfladiske, men også af dem der får alting til at snurre endnu mere; alle de tunge, dem der skaber et tankemylder. Svimmelhed. Rysten og usikkerhed. Varme og kulde. Alt sammen på samme tid; én stor, klam, men alligevel beroligende, trykkende hånd der stille og roligt presser én imod jorden ? en hånd der holder én fra at flyde helt væk i angsten og tankerne, en hånd der hjælper med at indse at det bare er angsten der har taget over.

Angsten gør mig ikke bange, den gør mig til mig. Den gør mig stædig og selvstændig.

Til tider føler jeg, at angsten hjælper mig og gør mig mere viljestærk, præcis og at den bekræfter mig i, at jeg ikke bare kan give op. Et eller andet sted finder jeg styrke til at fortælle mig selv, at det handler om at være benhård og ikke lade sig selv nøjes, når man ved, at man fortjener det bedste. Andre gange, når den virkelig har sit greb i mig, føles alting fuldstændig ligegyldigt og jeg overtaler mig selv til at tro på, at jeg ikke dur til noget. Det eneste der kan hjælpe mig er søvn, dyner og Mikkel ? dette dulmer angsten og det greb den har, og det er her mine stædige Knudsen-gener sejrer og overbeviser mig om, at jeg kan lige præcis hvad jeg sætter mig for. Jeg kan ikke bare give op; jeg er den eneste der kan få mig ud af mit hoved.