FRUSTRATION OG PROGRESSION

Bloggen står stille – også selvom jeg hver dag er inde for at tvinge mig selv til at skrive. Det bliver godt nok, fortæller jeg mig selv, men det bliver aldrig helt så tilfredsstillende, at jeg har lysten og modet til at udgive det. Nu er jeg gået imod alle mine principper og har taget valget om at udgive indlæget her, uanset udfald. Uanset blev der sagt.

I øjeblikket rummer min krop ikke ret meget andet end kærlighed, frustration og progression. Kærlighed til Mikkel, Elias, min mor, far og lillebror og ikke mindst de folk der står der for mig hver dag og hjælper mig igennem det hysteri jeg nu engang får bragt mig selv ud i.

Frustrationen går ud i, at bloggen ganske enkelt står latterligt stille og det piner mig. Jeg vil så gerne spytte og sprøjte indlæg ud over det hele, men jeg er simpelthen tømt for ideer. Hvilket i sig selv er en stor fed løgn – jeg er fyldt med ideer og de er endda blevet skrevet ned; jeg er bare usikker på om det er noget I kunne have nogen form for interesse i at læse.

Progression er derimod noget helt, helt andet: jeg er begyndt at træne og jeg er faktisk nået der til hvor jeg gerne vil træne to gange om dagen. Jeg er måske den sidste på jorden som burde betræde gulvet i et træningscenter, men ikke detstromindre er det altså det jeg har begivet mig ud i. Forhåbentlig smitter denne progression af på bloggen også; man har da lov at håbe.