SSO, PT. 4: OVERLEVELSE

Kl. 14.45: Jeg har nået det punkt hvor min hjerne er overophedet og panikken har spredt sig. Jeg er sunket på dybt at Johnny Hefty og Jødens sange giver mening ? jeg er nået dertil hvor bogstaver er fuldstændig ligegyldige i mine sætninger.

Kl. 16.05: Og jeg er nået dertil hvor jeg har lyst til at gå ud og hænge mig selv. Tvivlen er der endnu og overbevisningen om, at jeg ikke når det eksisterer stadig; og den virker overbevisende, hånende og som en klam klud viklet om mit hoved som en turban har den fat i mig.

Kl. 16.44: Tiden eksisterer ikke længere. Bogstaver, ord og sætninger er stadig ikke noget jeg gør mig i ? åbenbart. Jeg ser absolut ingen ende på den her opg. Der bliver ved med at være usikkerhed. Jeg har lige slettet 2000 anslag. Held og lykke.

Kl. 18.55: For halvanden time siden lagde jeg mit på gulvet i en kugle, med min dyne over mig; overbevist om at jeg aldrig mere skulle skrive på min redegørelse ? det var indtil min kære kusine Mai besluttede sig for andet. Jeg har haft kvalme og har navngivet det + snot og gråd til ?computersyge?, sådan må det være. Jeg har fået mussearm ? i den arm jeg ikke bruger. Bonus. Jeg har taget dyne tøfler på fødderne og dyne over hovedet. Dynehat og/eller turban.

Kl. 19.53: Mit håndled gør absurd ondt og jeg er overbevist om at det skyldes mangel på pizza i den her lejlighed. Så det har jeg gjort noget ved? Eller, det bliver der i hvert fald gjort noget ved, om en halv times tid! Jeg er næsten færdig med at besvare de første spørgsmål i min problemformulering, så det går fremad ? håber jeg. Jeg er tilbage på min stol, indpakket i dyne og denne gang iført strømper; endnu mere fremgang. Dét burde næsten give point. Jeg mangler stadig næsten 14.000 anslag?.. Skyd. Mig.

22.28: Jeg har fået min pizza. Jeg har ni sider, 13.501 antastninger.. Måske er der mulighed for overlevelse!